JEG KENDER GODT DIN TYPE

Fremtidsmagasinet Scenarios Six Bells-arrangement løb af stablen fredag d. 19. juni 2015, og sammen med instruktør Lene Skytt og skuespiller Sicilia Gadborg Høegh stod jeg for et af de seks oplæg om materiale.

Se og læs hele monologen “Jeg kender godt din type” her.

http://www.scenariomagazine.com/sixbells/sixbells-past/

 

 

Læs teksten her:

JEG KENDER GODT DIN TYPE

SICILIA

Undskyld?
Undskyld, jeg… Undskyld, jeg tror jeg gik i gang … Før klokken ringede…  Jeg hedder Sicilia. … Gadborg Høegh.
Ja, jeg gik vist i gang lidt før tid… – Jeg skulle egentlig holde det næste oplæg, men jeg ville gerne lige sige en anden ting først. Bare en lille ting.
(Viser Faxe Kondi-dåsen) Den her. Hvis er det? Den stod her.

Man skal helst ikke bare kaste dem fra sig.
… Er jeg vildt irriterende?
– Det tager bare femhundrede år for naturen at nedbryde sådan en aluminiumsdåse.
Sådan en lille en her. Femhundrede år.
Det er lidt noget svineri, ikke?

Ikke fordi jeg skal stå her og … Men jeg ved noget om det her. Hvis den havner derude. Ude i vandet. Der er sukker i. Det lokker dyr til. Og når åbningen her er mindre end selve beholderen, så kan dyrene sagtens komme ind, men det bliver næsten umuligt for dem at komme ud igen. Sådan er det bare.

Det kan også gøre langt større skade end det.
… Men. Ja. Bare: Femhundrede år! Ikke?
Det sagde jeg også til ham…
… Han stod rigtig længe og kiggede rundt, før han fik øje på mig. Jeg begyndte at overveje, om det overhovedet var ham. Ikke at der havde været andre. Eller kom andre. Der. Ikke på denne tid. – Derefter tænkte jeg, at han måske bare ikke kunne se mig. Det var mørkt. Eller begyndt at blive det i hvert fald. Da han kom. Men altså ikke meget. Ikke meget mere end nu.
Så jeg løftede hånden – prøvende.
Han blev stående.
Han så næsten uforstående ud.

Det var ham, der ville mødes der.

Det var kun nogle år siden, at de byggede det. Engang var hele grunden tom, en stor græsmark, hvor ingenting rigtig kunne vokse, men en sommer tog en eller anden entreprenør over og opførte kontorbygninger hele vejen rundt. Beton, stål, glas. Og vi mødtes bag det hele.

Det var ham, der ville mødes der.
Han ville ikke overvåges, sagde han. Et øjeblik overvejede jeg, om han var gift. Men det var bare forfængelighed. Han havde et grimt ar i ansigtet. Der var dannet arvæv hen over kinden, den var helt glat på den der skinnende måde. Han havde været ude for en voldsom bilulykke for nogle år siden.

Jeg kender godt din type, sagde han.
Det havde ellers regnet meget. Luften var kølig og fugtig. Men vi satte os på en af de der betonklodser. Dem, der er beregnet til cykler, men som altid bare kommer til at fungere som askebægre. Vi satte os der, og vi sad i lang tid. I den tunge, støvede lugt af cigaretskodder.
Hver gang jeg rørte på mig, hang mine nylonstrømper fast i betonklodsens ujævne overflade. Jeg lod være med at rykke mig for meget. Han rørte sig heller ikke. Han sad der bare. Bomstille med hænderne i skødet. Stirrede frem for sig. Han virkede næsten nervøs. Ubekvem i hvert fald.

Han havde en hvid pose med. Af papir. Sådan en fra bageren. Der var to kager i, og jeg tror egentlig, han havde købt den ene til mig, men han spiste dem begge to selv. Små kager, der ligesom var bygget op af lag af smør. Dem der, der falder fra hinanden ved første bid. Smuldrer i munden og ned i skødet. Fingrene glinser helt bagefter.
Da han havde spist dem, begge to, stadig uden at sige et ord, tømte han posen for krummer og sad med den i hænderne et stykke tid. Han foldede den sammen. Ud igen. Pustede den op.

Så tog han den der dåse op af jakkelommen. En Sprite vist. Slog på den med pegefingeren. Jeg kunne høre boblerne derinde stige op til overfladen, mens han drak. En meget lys og svag lyd.

Han kastede den væk fra sig, og så fulgte den der … helt lette brusen fra bundsjatten, der flød ud på asfalten.

Jeg kender godt din type, sagde han.
Som om jeg ikke havde hørt det første gang.

Det er noget svineri, sagde jeg pludselig. Det er noget svineri.
Han løftede hovedet og så på mig. Ikke fordi jeg ville dømme ham. Men femhundrede år. Ikke? Og hvis nu den der dåse skulle flyve hen i en mark med afgrøder – foderroer eller majs for eksempel – noget, der skulle bruges til dyrefoder, og dåsen så blev knust af høstmaskinen. Snittet til små fine aluminiumsstykker, som dyrene åd… De ville få ødelagt både spiserør og maver.
– Det forklarede jeg ham. Ikke overbærende, belærende – snarere – kærligt.
Og det her ved jeg jo noget om. Aluminium. Ikke fordi jeg skulle sidde der og spille klog, men jeg havde lige set et interview med en landmand i fjernsynet. Han havde måttet aflive fem køer, der havde fået flænset maverne op!
Sådan sagde jeg det. Dramatisk.
Ingen reaktion. Han sparkede bare til posen. Let. Den gav en kort knitren fra sig, før den igen lå stille.

Han virkede næsten genert.
Men han var ikke genert. Han var edderspændt rasende.
Som om det var ham, der havde fået sprættet maven op.

Jeg havde mange eksempler på hvor galt det kunne gå. Mus kan få hovedet i klemme i sådan en dåse. Fugle kan få viklet metalsplitten rundt om halsen… Blive kvalt eller dø af sult…
Det vidste han også. Han vidste noget om materialer.
Det vidste jeg ikke.
Så havde jeg nok ikke sagt noget.
Men dengang – efter ulykken – blev han skåret op af nogle af landets dygtigste kirurger og fik transplanteret hud fra et andet menneske.
Det er utroligt, hvad de kan.
Og derfor vidste han også, at de hudafskrabninger, jeg fik, da han trak mig hen over asfalten bare var overfladiske.

Han vidste det. Han kendte dem. Han kendte sine materialer.

Og da han tog mig op ad de fyldte affaldscontainerne et stykke derfra, så frøs jeg ikke – det var derfor, jeg kom til at tænke på det. På trods af den ubekvemme stilling, på trods af at mit tøj var krænget helt af, og på trods af at solen egentlig var på vej ned, så frøs jeg ikke. Fordi der var læ. Ikke? Fordi containerne skærmede.
Og når materialerne har givet os varme, og har skærmet for vinden – når alle de der basale behov er dækket, så begynder vi at se ud over materialernes praktiske værdi. Så begynder vi tænke deres anvendelsesmuligheder endnu længere ud.
Og så bliver man kreativ…
Han skiftede stilling.
På den måde udtrykker måden, vi bruger dem på, meget. Materialerne. Det tænkte jeg. Hvor meget det egentlig fortæller om .. os. Om dem vi er. Hvordan vi bruger dem.
Hvis altså bare vi kender dem godt nok.

Jeg er for eksempel meget sådan … med fingrene… I butikker mærker jeg på stoffet, inden jeg overhovedet tager tøjet ned fra bøjlen. Jeg stikker hænderne ind mellem stablede håndklæder og tæpper i varehuse. Jeg får bare lyst til at tage store håndfulde af alt, der er blødt. Eller glat. Eller rundt. Jeg kan bedst lide bløde materialer. Nylonstrømper.
Men havde jeg kendt nylon bedre end det, havde jeg vel også vidst, at man kunne sno fibrene til et kernmantelreb. Der er ingen svage punkter i sådan et. Det ville jeg have vidst. Heller ingen elasticitet. Han snoede det omkring mine håndled.
Fikserede mig.
Han kendte det. Materialet.
Godt endda.
Mit knæ landede på et glasskår, og jeg ville trække benet til mig, men jeg kunne ikke. Han lagde al sin vægt i, holdt mig fast, støttede sig til mig under de dybe, langsomme stød, der fulgte. Til sidst mærkede jeg slet ikke glasskåret længere. Til sidst mærkede jeg kun asfalten omkring glasskåret.
– Det ved jeg ikke, det havde vel arbejdet sig ind under huden…!
Men huden er jo også et imponerende materiale. Blødninger ophører jo. Efter nogle minutter. De skarpe smerter bliver afløst af en svag dunken i knæet. Gradvist. Det ved jeg godt. Det ved alle. Så dannes der skorpe, og så vil det sive med klar vævsvæske med alle de hvide blodlegemer, der strømmer til. Inden for to eller tre uger danner læderhuden helt ny hud.
Det er det, der er så imponerende ved huden.

At hvis bare der ikke kommer sten eller grus i såret, bliver jeg helt okay igen!

Så trak han sig ud.
Det er det sidste, jeg husker.
Det – og så følelsen af noget skarpt, der brød igennem huden.

De sagde, det var et meget rent snit. De kunne ikke se, hvad det var gjort med.
Måske var det stål.
Måske var det glas.
Måske var det aluminium.

Det var jo også bare på grund af den der Sprite.
… Og det kunne lige så godt have været en Faxe Kondi!

©JPG